Hvis man f.eks. underviser i det samme 10 gange uden at reflektere over, hvordan det går, og hvad man opnår, svarer det til at gange: 1 x 1 x 1 x 1 x 1 x 1 x 1 x 1 x 1 x 1 = 1. Men hvis man reflekterer og drager de nødvendige konsekvenser, svarer det til at lægge til: 1 + 1 + 1 + 1 + 1 + 1 + 1 + 1 + 1 + 1 = 10.

Det var i al fald, hvad jeg læste, da jeg for ca. ti år siden tog fat på at planlægge et universitetspædagogisk uddannelses­forløb: Adjunkt­pædagogikum. Der indgik naturligvis selvstudier og foredrag. Et af de væsentligste elementer var refleksionsseminarer og refleksionsrapporter. Ideen fik jeg fra den allerførste bog, jeg læste om universitetspædagogik i 1994-1995: Arnold Hofset: Å undervise studenter (1992). Heri skriver han, at refleksion er afgørende og effektiv, og anfører et regnestykke som ovenstående.

Nu tror jeg måske nok, det sidste regnestykke med facittet 10 er rigelig optimistisk. Men jeg tvivler ikke på, at der kan være et stort udbytte af at reflektere over ens undervisning. Det kræver dog, at man udstyrer sig med viden og metodik til at reflektere.

Wahlgren et alii, Refleksion og læring

Hofset er ikke særlig original (og gjorde ikke krav på at være det). Mange mennesker er heldigvis reflekterende af sig selv. Men det skader ikke at have en model som f.eks. David Kolbs, hvis man sætte det lidt i system. En mere udførlig model er udviklet af et team bestående af professor Bjarne Wahlgren m.fl.

Forfatterne har analyseret en række teorier om refleksion og læring. På den baggrund har de udarbejdet en model, som integrerer de undersøgte teorier. Der er tre slags, som alle tager udgangspunkt i ens handleberedskab og/eller i en situation og ender med et udvidet handleberedskab. Den første slags er rutinehandlinger, som fortsat skal udføres. Den anden drejer sig om handlinger, der ikke er rutine. Refleksionen inddrager her ens erfaringer, andre mere eller mindre lignende forhold (analogier) og teori for at nå frem til, hvad man nu skal gøre, dvs. til en ny handling. Den tredje slags er mere grundlæggende og omfatter overvejelser over formål og kritisk refleksion over handlingen eller situationen. Målet er at nå frem til en nuvurderet handling.

Såvel undervisning som ledelse er kompleks. Der er underviseren eller lederen selv. Der er det, der skal formidles og/eller sættes i gang (eller stoppes). Der er dem, der undervises eller ledes. Der er en organisation og et omgivende samfund på flere niveauer. Organisationen vil ofte have strategier udarbejdet ud fra mission og visioner, men dertil også et sæt værdier, der kan være formuleret mere eller mindre abstrakt eller konkret.

Christensen, Goldschmidt og Sundin sammenligner lederen med et instrument, hun selv spiller på. Man skal kende sig selv så godt, at man kan stille alle ens ressourcer til rådighed …

En underviser må kende og reflektere over sine følelser og selvfølgelig mindst lige så nøje kende sine faglige kompetencer og begrænsninger. Man må også kende sine fysiske og mentale grænser. Christensen, Goldschmidt og Sundin sammenligner lederen med et instrument, hun selv spiller på. Man skal kende sig selv så godt, at man kan stille alle ens ressourcer til rådighed, men dog således, at man også passer på sig selv. Det forudsætter, at man reflekterer over sin virksomhed, hvad enten man er underviser eller leder.

Som underviser er det lærerigt at føre en undervisningsdagbog. Med jævne mellemrum kan man sætte sig, læse og reflektere og meget gerne skrive nogle notater, måske ligefrem et essay eller en artikel, som man sætter ind i sin undervisningsportfolio eller får udgivet. Det bør næsten være overflødigt at nævne, at en underviser bør evaluere sin undervisning sammen med de studerende, ikke kun ved slutningen af forløbet, men f.eks. midtvejs, så man kan foretage de nødvendige justeringer i anden halvdel af forløbet. Personligt har jeg også haft stor glæde af at deltage i netværk (især Dansk Universitetspædagogisk Netværk), fordi det gav mig anledning til at reflektere over mit virke som underviser.

Christensen, Goldschmidt og Sundin anbefaler tilsvarende, at en leder gør brug af “selvanalyseskemaer, ledelsesdagbøger og netværk” (s. 273).

For såvel undervisere som ledere gælder det, at man skal opbygge viden om sig selv og sit virke.

Vi tror, at denne viden kan opbygges hurtigere og blive mere anvendelig, hvis man systematiseret observerer og reflekterer over sin egen ledelsespraksis. Selvom man får opbygget meget viden om sig selv og sin ledelse, bliver ledelse aldrig noget statisk, man bare kan. Ledelse skal læres og efterfølgende også trænes og udvikles gennem hele resten af livet.” (s. 274).

Præcist det samme gælder altså for undervisning og naturligvis pædagogisk ledelse. I modsætning til, hvad nogle lærere, måske især universitetslærere tror, er det ikke sådan, at man enten kan eller ikke kan. Man kan blive bedre, og det hjælper, hvis man gør brug af den viden, der faktisk findes, og hvis man gør brug af de værktøjer, der er udviklet. Men som alle ved, skader det ikke med lidt talent.

For ikke så lang tid siden fik jeg kontakt med en gammel gymnasiekammerat (sociale netværk er slet ikke så ringe!). Hun fortalte, at jeg havde hjulpet hende, mens vi gik på gymnasium. Det havde jeg glemt. Men det er interessant af to grunde. For det første gættede hun på, at jeg underviste, for som hun sagde, det gjorde du jo allerede dengang. Min lyst til at undervise er en gammel sag. Mine mange, lange år ved bøgerne var da interessante, men de var også hårde. Jeg stod dem igennem, fordi der var noget, jeg gerne ville: Undervise. Det har jeg altid gerne villet. Selv før gymnasiet syntes jeg, det var sjovt at undervise og hjælpe andre med deres læring (selv om det var andre ord, vi satte på dengang). Hvordan laver man olie? Hvordan har en landsby udviklet sig? Hvad gør man, når man er gået i stå i en svær latinsk tekst?

Læringsteori

Den anden grund er, at det falder mig naturligt at påtage mig den rolle, som jeg allerede havde dengang. Jeg vidste allerede inden snakken med min gamle gymnasiekammerat, at jeg er vældig interesseret i undervisning og læring(steori) og har været det i mere end 15 år. Men det er i virkeligheden en lyst og en interesse, der har været der hele tiden i mig. Min store videbegærlighed har måske skygget lidt for det i mange år. Det faglige stof er interessant i sig selv, men læreprocesserne er utrolig spændende. Når alt kommer til alt, er det vigtigste, at der er nogen, der får lært noget! Det er lykkestunder. De er fantastisk motiverende!

Jeg er ikke i tvivl om, at det er derfor, jeg har haft interesse for læringsprocesser og læringsteori i mange år. Om det foregår i den ene eller anden sammenhæng, er mindre vigtigt. Menneskene er jo i bund og grund de samme!