For ikke så lang tid siden fik jeg kontakt med en gammel gymnasiekammerat (sociale netværk er slet ikke så ringe!). Hun fortalte, at jeg havde hjulpet hende, mens vi gik på gymnasium. Det havde jeg glemt. Men det er interessant af to grunde. For det første gættede hun på, at jeg underviste, for som hun sagde, det gjorde du jo allerede dengang. Min lyst til at undervise er en gammel sag. Mine mange, lange år ved bøgerne var da interessante, men de var også hårde. Jeg stod dem igennem, fordi der var noget, jeg gerne ville: Undervise. Det har jeg altid gerne villet. Selv før gymnasiet syntes jeg, det var sjovt at undervise og hjælpe andre med deres læring (selv om det var andre ord, vi satte på dengang). Hvordan laver man olie? Hvordan har en landsby udviklet sig? Hvad gør man, når man er gået i stå i en svær latinsk tekst?
Læringsteori
Den anden grund er, at det falder mig naturligt at påtage mig den rolle, som jeg allerede havde dengang. Jeg vidste allerede inden snakken med min gamle gymnasiekammerat, at jeg er vældig interesseret i undervisning og læring(steori) og har været det i mere end 15 år. Men det er i virkeligheden en lyst og en interesse, der har været der hele tiden i mig. Min store videbegærlighed har måske skygget lidt for det i mange år. Det faglige stof er interessant i sig selv, men læreprocesserne er utrolig spændende. Når alt kommer til alt, er det vigtigste, at der er nogen, der får lært noget! Det er lykkestunder. De er fantastisk motiverende!
Jeg er ikke i tvivl om, at det er derfor, jeg har haft interesse for læringsprocesser og læringsteori i mange år. Om det foregår i den ene eller anden sammenhæng, er mindre vigtigt. Menneskene er jo i bund og grund de samme!
Udskriv dette indlæg
E-mail dette indlæg
{ 1 kommentar… læs den nedenfor eller tilføj en }
Hej,
Jeg har læst dit spændende indlæg og finder, at meget af det, du skriver er, som kunne det være noget, jeg selv havde skrevet. Nu er jeg gået på pension, og der er lidt af et kvantespring, må man sige. Men min nysgerrighed efter viden har drevet mig til at kaste mig over et emne, som optager mig utroligt meget: Det falder ind under historie/samfundsfag: ”Mennesket, der sætter sig op imod magthaverne” – og her er jeg i gang med nazismen. 1. Hvordan kunne det gå til, at en opkomling som Adolf Hitler kunne få den magt, han fik, til trods for at han ingen uddannelse havde og var lettere psykisk afsporet?”. I den forbindelse så jeg filmen “Marie Scholl” – student – 21 år, som udelukkende via det skrevne ord, måtte lade livet, fordi hun runddelte på skrift nogle flyveblade på Humboldt Universitetet. Men også mænd som Martin Luther, Martin Luther King og Nelson Mandela blandt mange andre – er værd at nævne.
M.v.h
Niels