I ikke så gamle dage sagde man, at man skulle passe på sine hjerneceller, for når de døde, var det slut. Så det gik kun én vej, og det var ned ad bakke. Hjerneceller kunne heller ikke dele sig, hed det.
Men nu ved man, at (i al fald nogle) celleområder ser ud til at kunne udvikle nye nervebaner, som vokser ud igen, og (i al fald nogle) celler kan forøge deres antal via celledeling.
Man tog altså fejl. I dag er der solide beviser for, at det forholder sig helt anderledes. Man ved nu, at nerveceller, der stimuleres, kan dele sig. Man ved, at man kan holde sin hjerne i gang, ja, at man kan forbedre hjernefunktionen, også selv om man ikke er helt ung længere. Hjernen er plastisk. Denne neuroplasticitet er ret fascinerende.
Mennesket i hjernen
Man kan i al fald træne opmærksomheden, skriver Kjeld Fredens i Mennesket i hjernen: En grundbog i neuropædagogik (se forord og kapitel 1). Det hjælper indirekte på så mange andre hjernefunktioner.
Det er af afgørende betydning, hvis man arbejder med mennesker, der er født med eller har fået en hjerneskade, at man har kendskab til disse forholdsvis nye områder: neuropsykologi og neuropædagogik.
Men det gælder også mennesker uden hjerneskade, at man gøre en hel del for sin hjerne.
Man bør altså ikke lade sin hjerne forfalde, men tværtimod give den nogle gode opgaver hver dag. Det hjælper, og virkningen er forbavsende langvarig. Det kan du læse mere om hos lægen Henning Kirk, der bl.a. har skrevet Sådan holder du din hjerne i gang.
Du kan læse mere om hjerneprocesser, om kognition og neuropsykologi, i Anders Gades Hjerneprocesser.
