Skal man motivere og engagere og få folk med sig, er det en forudsætning, at man selv er engageret og motiveret. Det gælder i ledelse – især når der er tale om “radikale forandringer” – og sådan er det med undervisning.
Mange undersøgelser har vist, at en universitetslærers faglighed og engagement er afgørende for studerendes vurdering af undervisningen. På den ene side kan det gøre det en smule vanskeligere at skabe motivation for at udvikle pædagogikken på undervisningsinstitutioner, hvor det pædagogiske ikke har været i centrum i uddannelsen (gymnasier og i særdeleshed højere læreanstalter). På den anden side betyder det jo heldigvis, at der er rigtig meget at bygge på.
I mange sammenhænge siger man, at “vil du tænde, må du brænde!” Vil du begejstre, må du selv være begejstret. Måske er det en af forklaringerne på ovennævnte undersøgelser. De fleste lærere på gymnasier og højere læreanstalter brænder jo virkelig for deres fag. De allerfleste vil også gerne, at deres studerende kommer til at brænde på samme måde, så de sætter sig ind i fagets begreber, begrebsstrukturer, metoder osv.
Også i alle andre organisationer er det afgørende at være begejstret som leder og at kunne begejstre. Her mange tilmed den fordel, at langt de fleste af de uddannede medarbejdere i udgangspunktet er glade for deres fag, ja, brænder for at udøve det på en professionel måde. Men det kan lade sig gøre at slukke et sådant engagement. Også derfor fortjener ledernes indsats på dette område opmærksomhed.
Lederens evne til at begejstres og til at skabe grundlag for, at medarbejderne med åbne øjne lader sig begejstre, er … en af den radikale forandrings mest betydningsfulde og tilfredsstillende ledelsesdiscipliner.” (Christensen, Goldschmidt og Sundin, Harlekinledelse, s. 249).
Ordene “med åbne øjne” er vigtige, for det er nemlig ikke manipulation, vi taler om. Ofte er der brug for hårdt arbejde. Uanset om det drejer sig om undervisning eller ledelse, er målet at gøre opgaverne så lette som muligt. Derimod er det hverken på kort eller langt sigt nogen løsning at nøjes med mindre end det nødvendige. Har man haft dygtige lærere og ledere, vil man heldigvis også have oplevet den glæde og begejstring, som følger af at have lært noget, der er svært eller rigtig svært, og som har krævet en ihærdig indsats over tid.
Begejstring skal, som Christensen, Goldschmidt og Sundin skriver (s. 250f), heller ikke bruges til at skjule de ting, der måtte gøre ondt, eller til at undertrykke dem, der er kritiske. Det kan være svært at komme med berettigede indvendinger, når alle eller de fleste andre er begejstrede. Både som lærer og som leder må man derfor være meget opmærksom på kritik og refleksion. Det betyder helt konkret, at man skal skabe rum for og accept af kritik og refleksion. Ellers kommer begejstring til at hæmme eller endog forhindre udvikling. Endnu værre er det naturligvis, hvis det bliver et redskab til decideret manipulation af en organisation og/eller enketpersoner, især hvis det udføres af såkaldt “onde” ledere (uanset om de psykiatrisk set er psykopater eller ej). Man skal begejstre “med åbne øjne” og fornuftig dialog. Dialog om ledelse, dialog om konsekvenserne, dialog om midlerne. Endelig må man, som ovennævnte forfattere understreger, give medarbejderne frihed til ikke at lade sig begejstre. Det skaber den bedste – og en ærlig – begejstring på sigt!
God fornøjelse med at brænde og tænde!
Bliv den første, der kommenterer!